Vedtægter og politikker
Vedtægter for Blåklokkevejens Grundejerforening
§1
Foreningens navn er "Blåklokkevejens Grundejerforening", der er stiftet i 1977.
§2
Foreningens hjemsted er Odense Kommune under Odense By- og Herredsted, der er foreningens
værneting.
§3
Grundejerforeningens formål er at varetage medlemmernes nuværende og fremtidige fælles
interesser af enhver art i forbindelse med de under foreningens område hørende ejendomme. Grundejerforeningen er berettiget til at fremskaffe og administrere de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål, herunder fastsætte nærmere regler for, hvorledes medlemmerne skal betale bidrag, samt til at underskrive og lade tinglyse deklarationer med eller uden pant. De af foreningen til gennemførelse af nævnte formål trufne bestemmelser er fuldt bindende for de enkelte medlemmer. Foreningen er pligtig efter påkrav at tage skøde på eventuelle fællesarealer m.v. med derpå værende anlæg. Foreningens bestyrelse skal være berettiget til at udfærdige et ordensreglement. Ordensreglementet, der skal vedtages af en generalforsamling med 2/3 flertal, træder i kraft fra det tidspunkt, det er udsendt til medlemmerne.
§4
Foreningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af parcellerne Blåklokkevej nr. 1-109 og nr. 60-68, Højme by, Sanderum Sogn. Grundejerforeningen skal være berettiget til med 2/3 majoritet af de på en generalforsamling mødende medlemmer at træffe bestemmelse om, at også ejere af grunde udenfor foreningens område kan være medlemmer af foreningen, eller at grundejerforeningen kan sluttes sammen med en anden grundejerforening.
§5
Når et medlem overdrager en grund eller på anden måde ophører med at være ejer af denne, er han
fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue. Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for eventuelle restancer overfor foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne. Både den tidligere ejer og den nye ejer er pligtig at anmelde ejerskiftet til grundejerforeningen ved dennes kasserer og i den forbindelse at oplyse grundejerforeningen om den/de nye ejeres navn og bopæl samt parcellens nr. og matr.nr.
§6
Foreningens medlemmer hæfter i forhold til trediemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser. I forhold til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer. Hvert medlem betaler, for hver grund han ejer, et årligt kontingent til foreningens administration og øvrige udgifter. Det årlige kontingent fastsættes af den ordinære generalforsamling. Indbetaling af kontingentet kan ske til foreningens konto i pengeinstitut.
Er et medlem mere end en måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 10 dage at berigtige restancen. Alle omkostningerne i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant. Er restancen ikke indbetalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed.
§7
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
§8
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i tiden 1/3-1/4 i Odense Kommune på et af bestyrelsen fastsat mødested. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem under den i medlemsprotokollen anførte adresse, eller meddeles elektronisk på foreningens hjemmeside samt på Facebook under gruppen Blåklokkevejens Grundejerforening. Det påhviler hvert enkelt medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseforandring. Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen.
Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. februar. Sager, der ikke optages på dagsordenen, kan ikke sættes under afstemning. På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:
- Valg af dirigent.
- Bestyrelsens beretning om det forløbne år.
- Aflæggelse af regnskab underskrevet af bestyrelse og revisorer.
- Rettidigt indkomne forslag.
- Fremlæggelse af budget og fastsættelse af kontingent.
- Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer plus 1 suppleant, ulige årstal
- Valg af 3 bestyrelsesmedlemmer plus 1 suppleant, lige årstal.
- Valg af 2 revisorer.
- Valg af revisorsuppleant.
- Eventuelt.
Under eventuelt kan der ikke sættes forslag til afstemning.
§9
Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære, afholdes så ofte som bestyrelsen finder det nødvendigt, eller efter at mindst 1/4 af foreningens medlemmer - der ikke er i restance til foreningen - til bestyrelsen indgiver motiveret begæring med angivelse af dagsordenen for den ekstraordinære generalforsamling. Når sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse. Hvis ikke mindst 3/4 af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan dagsordenen nægtes behandlet.
§10
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen. Hvert medlem har én stemme - uanset om han ejer flere grunde. Afstemningen sker ved håndsoprækning, med mindre generalforsamlingen eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig. Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem eller et medlem af vedkommendes husstand. Intet medlem kan dog afgive stemme i henhold til mere end én fuldmagt. Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt flertal j fr. dog §3-4-11. Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.
§11
Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på forandring af foreningens vedtægter, ordensreglement, bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side og optagelse af lån, kræves at beslutningen vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Bestemmelsen om, at medlemmer ikke hæfter solidarisk overfor trediemand, kan kun ændres ved enstemmighed hos samtlige medlemmer. Når der på en generalforsamling er truffet gyldig bestemmelse om bevilling af midler udover det til administrationen nødvendige, pålæg af yderligere indskud fra medlemmernes side eller optagelse af lån, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutning. Beslutning om ændring af foreningens vedtægter er først gyldig, når vedtægtsændringen er godkendt af Odense Kommune.
§12
Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Den valgte bestyrelse konstituerer sig selv. I tilfælde af formandens forfald indtræder næstformanden som formand indtil næste generalforsamling. Bestyrelsen samt suppleanterne vælges for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen har ret til at ansætte og bestemme aflønningen m.m. af en sekretær, der ikke behøver at være medlem af foreningen. Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end 3, er bestyrelsen berettiget til at supplere sig selv indtil førstkommende generalforsamling. Kassereren, der ikke behøver at være medlem af grundejerforeningen, kan modtage et årligt honorar, der fastsættes af generalforsamlingen. Er kassereren ikke medlem af grundejerforeningen, har han ingen stemmeret i bestyrelsen. Såfremt kassereren får forfald, udpeges en midlertidig kasserer af bestyrelsen.
§13
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed - herunder drift og vedligeholdelse af fælles anlæg - og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen er dog berettiget til at ansætte og bestemme aflønningen m.v. af medarbejdere til at forestå drift og vedligeholdelse af eventuelle fælles anlæg. Der afholdes møde, så ofte formanden eller 2 medlemmer af bestyrelsen finder det nødvendigt. Over det under forhandlingerne passerede udarbejdes et referat, som fremsendes pr. email til bestyrelsesmedlemmerne til godkendelse. Referatet underskrives fysisk på det næstfølgende bestyrelsesmøde. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 3 medlemmer giver møde. Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
§14
Foreningen tegnes overfor tredjemand af et flertal af bestyrelsen eller af formand og kasserer i forening. Bestyrelsen kan dog meddele prokura.
§15
Generalforsamlingen vælger 2 revisorer og 1 revisorsuppleant. Genvalg kan finde sted. Generalforsamlingen kan dog i stedet vælge 1 statsautoriseret eller registreret revisor, der ikke behøver at være medlem af foreningen. Revisorerne gennemgår mindst én gang årligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelser og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver er til stede, hvorefter de indgiver deres revisionsbemærkninger til bestyrelsen. Revisorerne kan når som helst foretage revision.
§16
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet skal tilstilles revisorerne inden 4 uger før afholdelse af generalforsamlingen og skal af revisorerne være revideret såvel talmæssigt som kritisk så betids, at et regnskab med revisionspåtegningen kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen.
§17
Medlemmernes indbetalinger foretages på foreningens konto i pengeinstitut. Grundejerforeningens midler kan anbringes i kortfristede obligationer og/eller i investeringsforeninger. I investeringsforeningerne accepteres det, at der må investeres i obligationer/aktier med lav risiko eller mellem risiko og værdi af aktiebeholdning må maksimalt udgøre 50% af de samlede investeringer. Køb og salg af obligationer og engagement med investeringsforeninger skal dog godkendes af den samlede bestyrelse.
§18
Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller 1/2 af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de om vedtægtsændringer gældende bestemmelser. Forslaget skal indeholde bestemmelser om anvendelse af foreningens formue. Foreningen kan dog ikke opløses uden samtykke fra Odense Kommune og de påtaleberettigede i henhold til deklaration lyst den 22/6 1976.
§19
Forekommer der spørgsmål, hvorom disse vedtægter intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling.
§20
Ingen vedtægtsbestemmelser må være i strid med tinglyste deklarationer eller nogen kommunal
vedtægt.
Vedtaget på generalforsamlingen den 10. marts 2026
Godkendt af Odense Kommune, By- og Kulturforvaltningen den 22. april 2026
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Privatlivspolitik for Blåklokkevejens Grundejerforening:
Privatlivspolitik 3.2.2026
Vi behandler personoplysninger og skal overholde lovgivningen og principperne for god
databehandlingsskik. Derfor har vi vedtaget denne privatlivspolitik, der kort fortæller, hvordan vi behandler personoplysninger, der sikrer en lovlig og gennemsigtig behandling.
Vi behandler udelukkende personoplysninger til klare og saglige formål og ud fra foreningens legitime interesser. Vi behandler kun personoplysninger, der er relevante og nødvendige for at opfylde de angivne formål, og vi sletter dine oplysninger, når de ikke længere er nødvendige, eller vi ikke har pligt til at beholde dem.
Dog slettes der ikke indlæg ved generalforsamlinger, breve til foreningen, e-mails eller anden skriftlig kommunikation, som foreningen har pligt til at bevare, før denne pligt bortfalder.
Vi er ansvarlige for behandling af dine personoplysninger.
Blåklokkevejens Grundejerforening er dataansvarlig, og vi sikrer, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Du kan altid kontakte foreningens data-ansvarlige som pt. er:
Kontaktperson: Per Johansen
Adresse: Blåklokkevej 60, 5250 Odense SV
Mail: per@pgjohansen.dk
Hjemmeside: www.blaaklokkevej.dk
Foreningens data-ansvarlige vil fremgå af foreningens hjemmeside, efter hver generalforsamling, når den valgte bestyrelse har konstitueret sig.
Behandling af personoplysninger
Vi behandler følgende personoplysninger:
Medlemsoplysninger:
Foreningen er forpligtiget til at føre et medlemskartotek over parcelejere.
Medlemskartoteket indeholder almindelige personoplysninger: Kontaktoplysninger som navn, adresse og e-mail.
Ifølge foreningens vedtægter skal ejere af matrikler i foreningen være medlem af foreningen. Medlemmer af foreningen er de personer der står på skødet på matriklen. Se foreningens vedtægter §4 – Medlemmer for detaljer.
Derfor skal der være en medlemsliste, der som minimum indeholder medlemmernes fulde navn, og
oplysninger om hvordan medlemmer (ejere) kan kontaktes. Medlemmerne kontaktes pr. brev eller e-mail.
Medlemmer skal informere foreningens bestyrelse om ændringer (f.eks. ved salg, udlejning eller ændringer i e-mail).
Bestyrelsen skal vedligeholde kartoteket, så det er opdateret med de korrekte oplysninger.
Foreningens formål med indsamling og behandling af dine personoplysninger:
Vi benytter kun dine personoplysninger til de formål der står i foreningens vedtægter, hjemlet i
databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1 litra b og c (lovlig behandling).
Formålet er at leve op til:
Foreningens vedtægter §3 Formål, i henhold til tinglyst deklaration på matrikler i foreningen.
Foreningens vedtægter §4 Medlemmer.
Formålet med behandling af data er primært:
- Varsle om generalforsamlinger og andre aktiviteter, som medlemmer skal oplyses om.
- Ejerforhold, i forhold til stemmeret ved generalforsamlinger.
- Ejerforhold i forbindelse med udlejning og eventuel solidarisk hæfte.
- Håndtere kommunikation fra offentlige myndigheder (f.eks. gravearbejde eller lign.).
- Kontingent, opkrævning og administration.
- Betjene sælger / ejendomsmæglere med flere i forbindelse med salg.
- Kommunikere med medlemmer af foreningen, omkring sociale arrangementer og lignende.
- Eventuelle andre emner som falder ind under foreningens formålsparagraf.
Samtykke
Når vi behandler oplysninger om dig, sker det ofte på et andet lovligt grundlag end dit samtykke. Vi
indhenter derfor kun dit samtykke, når det i sjældne tilfælde er nødvendigt for at behandle dine
personoplysninger til de formål, der er beskrevet ovenfor. Kontaktes vi af en ejendomsmægler på dine vegne, formoder vi at du har givet samtykke til behandling af dine data.
Hvis vi indhenter dit samtykke, er det frivilligt, om du vil give samtykke, og du kan til enhver tid trække det tilbage ved at give os besked om det.
Vi indhenter ikke personoplysninger om børn og unge under 15 år.
Videregivelse af dine personoplysninger
Vi videregiver ikke oplysninger om dig til andre uden for foreningen – fx til brug for markedsføring.
Opbevaring og sletning af dine personoplysninger
Medlemmer: Vi sletter oplysninger om dig et halvt år efter at dit medlemskab er ophørt, og alle
mellemværende mellem dig og foreningen er afsluttet. Regnskabsoplysninger som betaling af kontingent, gemmes dog så længe regnskabsloven kræver det.
Dine rettigheder
Når vi behandler dine oplysninger, har du i følge persondataforordningen en række rettigheder:
- Du har ret til at blive oplyst om, at vi behandler oplysninger om dig – det er det vi oplyser dig om i denne privatlivspolitik (som forening har vi oplysningspligt)
- Du har ret til at få indsigt i de oplysninger vi behandler om dig (indsigtsret)
- Du har ret til at få urigtige oplysninger om dig berigtiget (retten til berigtigelse)
- Du har ret til at få oplysninger om dig slettet (retten til at blive glemt)
- Du har ret til at gøre indsigelse mod, at dine oplysninger anvendes til markedsføring
(foreningen sælger ikke oplysninger om sine medlemmer)
Du kan gøre brug af dine rettigheder, herunder gøre indsigelse mod vores behandling, ved at henvende dig til os. Du finder kontaktoplysninger øverst her i privatlivspolitikken.
Henvender du dig med en anmodning om at få rettet eller slettet dine personoplysninger, undersøger vi, om betingelserne er opfyldt, og gennemfører i så fald ændringer eller sletning så hurtigt som muligt.
Du kan indgive klage til tilsynsmyndighederne – Datatilsynet – over behandling af dine personoplysninger.
Revision af privatlivspolitikken
Vi forbeholder os ret til at ændre foreningens privatlivspolitik. Når vi ændrer privatlivspolitikken, ændrer vi også datoen øverst i dette dokument.
Ved væsentlige ændringer vil du modtage meddelelse herom.
Den til enhver tid gældende privatlivspolitik er tilgængelig på vores hjemmeside.